Græstromling

Græstromling er især en stor fordel, hvis du har en robotplæneklipper. Når jorden er ujævn eller løs, kan robotten have svært ved at køre og risikerer at sidde fast eller efterlade områder uklippet.

Ved at tromle græsplænen bliver overfladen mere fast og ensartet, hvilket giver robotplæneklipperen optimale forhold og et flottere klipperesultat.

Samtidig kan en mere fast og komprimeret jord gøre det mindre attraktivt for mulvarper at bevæge sig i plænen, da de foretrækker løs jord, som er nemmere at grave i.

Det bedste resultat opnås, når jorden er let fugtig. Fugtig jord er nemmere at komprimere end helt tør jord, hvilket giver en mere jævn og holdbar overflade. Derfor anbefales græstromling typisk i perioder med naturlig fugt i jorden, som forår og efterår, eller efter regn.

Vi kører så godt som hele Danmark rundt på nær Bornholm og øer uden broforbindelse.


Bedste tidspunkt for græstromling

Den bedste periode for græstromling er typisk i foråret, især i marts, april, maj og juni. I denne periode har jorden ofte den rette mængde fugt, og tromlingen hjælper med at gøre plænen jævn og fast, så du får en flot og ensartet græsplæne hen over hele sommeren.

Tidspunktet afhænger dog altid af vejret, da jorden hverken må være for tør eller for våd for at opnå det bedste resultat. Vi vurderer derfor altid forholdene, inden arbejdet udføres.

Vi anbefaler som udgangspunkt græstromling én gang om året. Hen over vinteren bliver jorden påvirket af frost, tø og fugt, hvilket naturligt gør plænen mere ujævn. En årlig tromling i foråret hjælper med at genoprette en jævn og stabil overflade.


Hvornår udfører vi græstromling

Vi udfører som udgangspunkt græstromling inden for 14 dage efter booking, så du hurtigt kan få en mere jævn og fast græsplæne.

Det er dog vigtigt, at jordforholdene er de rette for at opnå det bedste og mest holdbare resultat. Hvis jorden er for tør, vil tromlingen ikke have den ønskede effekt, da jorden ikke kan komprimeres ordentligt. Omvendt kan for våde forhold, som ved kraftig eller vedvarende regn, også gøre det umuligt at tromle uden at risikere at beskadige plænen.

I sådanne perioder vil opgaven blive udsat, indtil forholdene er optimale igen. Dette gør vi for at sikre, at du får det bedst mulige resultat og en flot, jævn græsplæne.

Vi holder naturligvis løbende øje med vejrforholdene og informerer dig, hvis der skulle opstå ændringer i den planlagte udførelse.


Få bedre niveau mellem græs og fliser

Græstromling kan hjælpe med at holde græsplænen mere jævn og fast langs kanter og fliser. Når jorden er løs, kan græsset med tiden hæve sig og komme til at ligge højere end fliser og kanter. Ved regelmæssig tromling bliver jorden komprimeret, hvilket hjælper med at holde niveauet nede i længere tid.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis græsset allerede ligger højere end fliserne – f.eks. 5 cm – kan tromling alene ikke presse det helt ned igen. Tromlen komprimerer jorden, men flytter den ikke væk.

I sådanne tilfælde kan man med fordel fjerne noget af jorden og græstørven langs kanten, typisk ca. 5 cm ind fra fliserne og ind mod plænen. Herefter kan tromling hjælpe med at stabilisere området og forbedre overgangen. Niveauet vil blive lavere ved kanten, men kan stadig være lidt højere længere inde på plænen.

Regelmæssig græstromling kan derfor være med til at forebygge, at græsplænen hæver sig over tid, og holde en pæn og mere jævn overgang mellem græs og fliser.